Tlf. +45 6599 2195

Full Star Full Star Full Star Full Star Full Star 4.9 af 5 stjerner på Trustpilot

Liguster Listrum

Jord til ligusterhæk:
Skab de bedste vilkår for hækken

Kvaliteten af den jord du planter din hæk i, har betydning for om din ligusterhæk vil få et godt liv hos dig.

Læs vores guide og bliv klogere på emnet.

Forberedelse af jorden inden plantning

Det er afgørende at klargøre jorden ordentligt, inden du begynder at plante din ligusterhæk. En veldrænet og næringsrig jord skaber optimale forhold omkring rødderne, hvilket bidrager til en sundere og mere robust hæk.

Inden du planter din hæk, bør du tjekke den eksisterende jord for at vurdere jordforholdene. Hvis du er i tvivl om, hvordan du tjekker jordforholdene, kan du læse vores guide: Tjek jordforholdene inden du planter.

En god jord for ligusterhækken er mørkebrun og smuldrende med en god sammensætning af sand, ler og humus, hvilket er den mest almindelige havejord. Sand gør, at vand og ilt kan passere i jorden, mens ler og humus holder på fugt.

Den største trussel mod en ny ligusterhæk er tung, våd jord, hård og leret jord eller meget sandet jord. En ligusterhæk trives bedst i en muldrig og fugtig jord. Det er derfor vigtigt at tilpasse jordbundsforholdene, så de passer til ligusterplantens behov.

Planterende af jord til ligusterhæk

Sådan hjælper jordforbedring

Når du anvender jordbedring under plantningen eller som dække til din nye færdighæk, sætter du gang i jordens mikroorganismer. Dette resulterer i en forbedret evne til at holde på vand og næring samt en generel forbedring af jordstrukturen. Jordforbedring skaber altså et gunstigt miljø for planterne, hvilket fremmer en sund og robust vækst i din hæk.

Jordtyper:

01 Tung & våd jord

Hvis din jord er meget tung og våd, er jorden iltfattig. Dette giver meget lidt ilt til rødderne, og hækken vil med tiden dø ud. Din jord har brug for både sand og humus for at blive mere luftig. Vi anbefaler, at du blander din eksisterende jord med Champost jordforbedring eller hækmuld. Dette vil gøre jorden mere luftig og iltrig og skaber bedre betingelser for, at din ligusterhæk trives.

02 Leret jord

Er din jord meget leret, kan det være en udfordring at få tilstrækkelig næring ned til rodnettet. Leret jord har svært ved at komme af med vandet, da det kun siver ganske langsomt ned. Ved at kombinere din eksisterende leret jord med Champost jordforbedring eller hækmuld, forbedrer du jordens dræning, hvilket skaber optimale betingelser for rodnettet.

03 Sandet jord

Hvis din jord derimod er meget sandet, er den meget næringsfattig. En sandet jord er meget tør og holder dårligt på næringsstoffer. Champost jordforbedring eller hækmuld kan tilføre den nødvendige fugt og hjælpe jorden med at holde på vandet og næringsstofferne.

Vær ekstra opmærksom, hvis din jord er lerholdig

Hvis jorden er ren ler, er du nødt til at fjerne den helt det sted, hvor ligusterhækken skal plantes. Grav en rende på D 40 x B 50 og fyld den op med hækmuld eller anden god havejord tilsat Champost jordforbedring. Brug en pose Champost jordforbedring (50 liter) for hver 4 meter hæk.

Hvis din jord er meget leret, skal du også huske at sikre, at der ikke er en byggesål/traktose i undergrunden. Dette opstår typisk på lerholdig jord. Det kommer sig af anlægsarbejde, hvor tunge maskiner komprimerer jorden så meget, at det bliver svært eller umuligt for planter at vokse. Alt for ofte ser man hække, der er plantet oven på en byggesål, som er opstået i forbindelse med trafik på byggepladsen. En sådan byggesål forsvinder aldrig, hvis ikke den behandles, og man får ikke planter til at trives i den. Du er derfor nødt til at være meget opmærksom på dette.

Du kan finde ud af, om din jord har byggesål ved at grave med en spade. Hvis undergrunden pludselig, typisk i 20-50 cm. Dybde, bliver uigennemtrængelig, er der byggesål. Tjek flere steder, hvor du ønsker at plante hækken. Hvis der er byggesål, skal jorden undergrundsløsnes ned til 1 meters dybde. Hvis du bruger maskinhjælp til opgaven, er det en lille opgave at løsne jorden. Det kan en gravemaskine påmonteret en grubbetand let løse. Kan du ikke komme til med en maskine, kan et jordbor bruges. I så fald skal du bore huller ned for hver ca. 50 cm – boret skal være min. Ø 20cm.

Planterende af jord til ligusterhæk

Du kan bruge jordforbedring på flere måder

Du kan udnytte fordelene ved jordforbedring på forskellige måder for at sikre optimal vækst og trivsel for din ligusterhæk. Du kan naturligvis bruge det under selve plantningen af ligusterhækken, men det er også nyttigt at anvende efterfølgende til at afdække jorden omkring ligusterhækplanterne.

Ved plantning

Når du anvender jordforbedring ved plantning, giver du din ligusterhæk en rigtig god start. Jorden omkring plantens rødder bliver mere luftig og kan samtidig holde bedre på vand og næringsstoffer, hvilket er med til at fremme væksten ved planterne.

Top af med jordforbedring

Udover at anvende jordforbedring under selve plantningen, kan du også bruge det til at afdække hækken. Hvert forår kan du med fordel sprede et ca. 5 cm tykt lag jordforbedring omkring hækken. Dette er med til at skabe bedre vækstvilkår for ligusterhækken, ligesom det også hæmmer ukrudtsvæksten. Over tid bidrager det til en sund og frodig ligusterhæk.

Champost jordforbedring

FAQ:
Jord til ligusterhæk

Hvorfor er jordkvaliteten vigtig for en ligusterhæk?

Jordkvaliteten påvirker direkte trivslen af din ligusterhæk. En næringsrig og sund jord sikrer optimale betingelser for vækst.

Hvilken type jord er bedst til ligusterhæk?

En ligusterhæk trives bedst i en muldrig og fugtig jord. Den bedste type jord til en ligusterhæk er derfor en mørkebrun og smuldrende jord med en god sammensætning af sand, ler, og humus. Sand sikrer, at vand og ilt kan bevæge sig frit, samtidig med at ler og humus holder på fugt og giver næring.

Hvordan forbedrer jeg jorden til min ligusterhæk?

Hvis din jord enten er meget våd, leret eller sandet, kan du tilføje jordforbedring eller hækmuld til jorden, inden du planter hækken. Tilføjelse af jordforbedring hjælper med at forbedre næringsindholdet og strukturen i jorden.

Hvad er jordforbedring?

Jordforbedring fra Champost er en organisk og salmonellafri blanding, der forbedrer jordkvaliteten ved at gøre jorden porøs og luftig. Den sikrer optimal ilt- og vandtilførsel i jorden og forbedrer dermed vækstbetingelserne for ligusterhækken.

Hvordan hjælper jordforbedring min ligusterhæk?

Jordforbedring løser problemer som iltmangel i tung jord, dårlig dræning i leret jord, og manglende næring i sandet jord. Det skaber et gunstigt miljø for rødderne og fremmer sund vækst i din hæk.

Hvornår og hvordan bruger jeg jordforbedring?

Anvend jordforbedring ved plantning for en nærende start. Du kan også topdresse hækken årligt med et lag på ca. 5 cm for at forbedre vækstvilkår og hæmme ukrudt. Dette vil bidrage til en sund og frodig ligusterhæk over tid.

Hvad er bedst? Jordforbedring eller kompost?

Mange tror, at de kan supplere deres havejord med kompost fra genbrugspladser, men det er IKKE anbefalelsesværdigt. Kompost har ofte ingen deklaration, og man risikerer at svide rødderne, hvis de kommer i nærkontakt med det.

Jordforbedring er derfor absolut bedst at anvende. Dette produkt er analyseret, og du kan derfor være sikker på, at det har den rette mængde næringsstoffer, der sikrer en sund vækst.